19. november 2011

- Og det var lige den der AND vi kom fra...


Et lille hurtigt og forsinket indlæg med vores Mortens Aften menu. Det er dog en menu som vi også elsker på andre tider af året end netop d. 10. nov.

Som skrevet mere om hér så stod menuen på:

Rosastegt andebryst
Salat med bl.a. perlespelt
Kold sauce/dressing




Andebrysterne krydres med Maldon og friskkværnet peber. Steges først på skindsiden, vendes og steges yderligere et par min. Vi sigter altid efter et rosa resultat.

Samtidig med brysterne ligger og hygger sig, kommer et par tynde skiver bacon på panden. Steges til de er gylde og sprøde. De skal bruges til salaten.

Salaten består af 1/2 savoykål, 6 clementiner, 3 Ingrid Marie æbler, en god portion speltkerner, et par meget store håndfulde græskarkerner og 2 skiver bacon.

Kålen skæres i fine strimler. Æbler med skræl skæres i tynde skiver. 3 clementiner pilles i både. Saften af de sidste 3 presses og smages til med lidt salt, hvid peber og friskkværnet chiliflager, og hældes ud over. Lad trække en lille halv times tid. Men har du ikke tid - så lad den bare trække mens speltkernerne koges.

Andefedten hældes fra panden så der lige er et par dråber tilbage. Græskarkernerne ristes gyldne i andefedten. Det stegte, afdryppede, bacon, fra før, knuses.

Speltkernerne koges al dente i velsaltet vand. De må endelig ikke være for udkogte.
Saml salaten mens speltkernerne endnu er lune.

Sauce får vi jo sjældent. Mest juleaften og når vi en sjælden gang "trænger".

Derimod, så elsker vi avocadomos som det saucede islæt.

Denne her mos spiser vi til både morgenmad, frokost, aftensmad og bare fordi!

Modne avocado moses og blandes med lidt god olie, masser af frisk citron- eller limesaft samt salt og chili.

_____

- Vores idé til en god Mortens Aften, juleaften, Thors aften eller når du er lækkersulten for alvor.

_____

Salaten var måske til 4 - 6 pers. men vi åd næsten det hele. Og vi var bare to den aften. Den smager fantastisk, er godt mættende og så elsker vi de sprøde græskarkerner med et snært af and. Sublimt.


Mange gode hilsner
Maj


10. november 2011

Når gås blir til and og Mortens aften blir til Majs aften :-)

Mortens aften. Jo jo. Men det kunne også være Majs aften. Hehe...

I aften skal vi ha rosastegt andebryst med en dejlig frisk salat af savoykål, appelsin, æbler, perlespelt og ristet græskarkerner. Hertil laver vi nok en kold sauce på creme f. og avocado med et twist af lime og chili.



Sidste år lavede vi disse 3 x and  og med lækkert alternativt tilbehør. Det er faktisk sådan vi foretrækker and. Juleaften er dog en undtagelse. Der er det både med æbler, svesker og en ren andesauce.

Hvad skal I ha i aften og hvordan foretrækker I jeres and?


God Mortens Aften derude...


Mange gode hilsner
Maj

...

5. november 2011

Lørdagsmorgenmad









God morgenmad en skøn solrig lørdag morgen/formiddag.

Gulerødder i tynde stave, Wasa Sport med emmenthaler og min hjemmelavede kvædegelé med chili og lime. Og en god kop kaffe. Så kan det næsten ikke blive bedre.

God lørdag derude...

Mange gode hilsner
Maj

4. november 2011

Kvædegelé med chili og lime



Det er sæson for kvæder. En tid jeg glæder mig meget til. For jeg elsker kvæder. Både i det søde men også det salte køkken.

Kvæder kan være svære at få fat på - hvis man altså ikke lige har dem i baghaven. Men de fleste etniske grønthandlere har dem gudskelov. Og tak for det :-)


HER KAN DU LÆSE MERE OM KVÆDER


Forleden købte jeg bare 4 kvæder. I første omgang. Men de vejer til gengæld også et halvt kilo stykket!

De skal forvandles til gelé, marmelade, kompot, the, gastrik m.m. Og så skal jeg da også lige bage snegle med kvæder. Det er den skønne Katja der har inspireret mig. Du finder hendes opskrift lige HER.

Jeg har selv bagt KARDEMOMMESNURRER  lidt efter Meyers opskrift. Hans bog Meyers Bageri købte jeg i marts 2010. Til fuld pris i øvrigt. Nu kan den fås for under en hund. Jeg kan kun anbefale bogen.

Nå men,- tilbage til kvæderne ;-)

I går kogte jeg en enkelt kvæde. For i dag skulle det forvandles til gelé. Og hvilken vidunderlig gelé.

Grundopskriften kan du finde i "den grønne syltebog". En anden uundværlig lille sag.


Til ca. 4,5 dl. ren kvædesaft har jeg brugt flg.:

Ca. 400 gr. sukker ( jeg er og bliver en "på slump-pige" ) så det kan være du skal tilsætte lidt mere.
1 mellemstor tørret chili
Skal af en øko. lime, skåret i fine fine strimler
Et skvæt limesaft

Når kvædestykkerne har dryppet af natten over hældes saften i en gryde og koges op. Sukker, fintstrimlet chili og lime plus saft tilsættes. Koger videre, ved middel varme i små 10-15 min., og når dråberne falder tungt er geléen færdig. Konsistens skal være som sirup.

Hældes på atamonskyllet glas og stilles til afkøling til næste dag. Derefter låg på og på køl.

Gelén skal bl.a. bruges til gode kødretter, f.eks. kylling eller gris men også ovenpå en god emmenthaler.

Geléen er frisk, sød og med en lang og dejlig stærk eftersmag. Og så smager den selvfølgelig også af kvæder. Dejlig aromatisk og uden sammenligning. 


God November...


Mange gode hilsner
Maj


NB!
Geléen blev lidt tynd - så i dag kogte jeg den op igen og tilsatte lidt ekstra sukker og lod simre en små 10-15 min. ekstra. Tilsatte yderligere fintstrimlet øko. lime da geléen var kølet lidt af. På den måde smager limen mere igennem. Super super.

...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...