24. juni 2011

Verdens mindste popcorn

Minipopcorn af amaranthfrø. Er de ikke bare søde? Og nuttede? Og små? - Og så smager de helt som popcorn skal smage...


Hæld lidt neutral olie i gryden og skru helt op. Men uden olien begynder at ryge. Smid en håndfuld amaranthfrø i og læg låg på. Det tager kun et par sekunder til frøene er poppede. Det tager desværre også kun et par sekunder mere før det hele er sort! Det er ikke nu du skal multitaske ;-)))

Hæld popcornene på fedtsugende papir og kværn noget godt havsalt over.

NB! Du kan selvfølgelig også poppe frøene uden olie.  

Spis :-)

Minipopcorn er også ganske herlige som pynt på f.eks. cupcakes. Eller på en kartoffelmad. Eller på popcorn-is. Eller på....


...

19. juni 2011

Blinis af amaranth/boghvedemel, rødbedeskyr og vegetarkaviar



Skøn lille lækkerbisken. - Og så er det nok de bedste små pandekager jeg nogensinde har smagt eller bagt. Velsmagende og med et dejligt crunch i hver bid.


Opskriften rækker til ca. 20-25 små blinis.

125 gr. mel ( halv amaranth, halv boghvede )
1 spsk. bagepulver
1/2 - 1 spsk. rørsukker
1/2 tsk salt
2,5 dl. koldt vand
1 spsk. olie
1 æg

Jeg kværner selv melet i vores kaffekværn. Jeg elsker vores kaffekværne. Vi har 3 af slagsen. En god håndfuld amaranth og boghvedekerner kværnes/males til fint mel. De små amaranthfrø kan godt være lidt genstridige og skal kværnes over et par gange. Jeg hælder en lille portion mel gennem en lille fintmasket si og de korn der ikke er blevet kværnet hældes tilbage i kværnen. Det tager lidt tid - men det er det hele værd.

Pisk æg, olie og vand sammen. Bland de tørre ingredienser og pisk til dejen er homogen og uden klumper. Stil på køl i min. 30 min.

Steges på en sliplet pande uden fedtstof da der allerede er olie i dejen. Men altså... de smager endnu bedre hvis de steges i lidt god dansk smør.











Vegetarkaviar, hvid kaviar, inkaernes gudekorn - kært frø har mange navne. Og så kan amaranth bruges på utallige måder. Vi bruger det som mel, i grød,  i brød eller i salat eller bare i stedet for ris, kartofler, bulgur eller quinoa m.m. Og så er det supersupersuper sundt - og det kan vi li :-) Desuden kan de poppes til de sødeste små minipopcorn. Og det kan vi også li.

Kog de små herlige frø i velsaltet vand i ca. 20 min. Hæld vandet fra dog uden de drænes helt tørre. Smag til med yderligere salt.


Til rødbedeskyr blander jeg øko. skyr fra Løgimose med lidt dehydreret rødbede og smager den til med en lille smule salt. Lad trække en små 10 min.


Så er det ellers bare at anrette skyren på de små blinis og toppe med den gode vegetarkaviar. En lille spiselig blomst og så er der ikke et øje tørt.


Velbekommen!

...

18. juni 2011

Små kyllingetærter med abrikos/annattocreme. - Fra rester til delikat frokostret for to.


Vi snupper lige et indlæg mere omkring rester :-)

Her brugte vi en rest orangekylling ( brystet ), en rest ost i tern, en lille rest piskefløde, en rest butterdej og en rest hjemmelavet abrikospuré.  Foruden hjemmelavet annatto-olie, lidt salat og radiser marineret i rabarbereddike.



Butterdej kommes i de små tærteforme. Fløde koges op med abrikospuré, et par dråber annatto-olie og smages til med friskkværnet salt og chili. Det skal smage både lidt "sødt", syrligt, salt og chilien skal kun lige anes. Køles af og hældes i formen. Kyllingebryst og en god ost skæres i små tern og drysses over. Så skal der låg på og et par snit skæres så dampen kan slippe ud.









Låget kan pensles med lidt annatto-olie for smuk gul farve. Bages i ovnen v. 200 gr. i ca. 20 min. Eller til butterdejen er hævet smukt og har taget farve.



Serveres lun på en bund af frisk blandet salat og så de smukke pink radiser.




Øv! Sidste bid... for hold op det var en lille lækkerbisken.



Hjemmelavet smuk, og delikat annatto-olie. Indlæg, herom, kommer senere på bloggen.












God lørdag derude...

.....

17. juni 2011

Spaghetti a la Resti med persillepesto. - Go og hurtig restemad.

Jeg er rigtig glad for bevægelsen og arbejdet bag STOP SPILD AF MAD. Det er også på tide, at der blir sat seriøs fokus på madspild.

I vores familie har vi gennem de sidste par og tyve år faktisk altid været rigtig gode til, at bruge alt hvad vi har. Hvad enten det er på køl/frys eller i grøntsags/frugtkassen. Det er en helt naturlig del af vores måde, at lave mad på. Hvad der er tilovers fra dagen før blir altid brugt til madpakke/frokost eller aftensmad dagen efter. Eller også ryger det på frost og blir brugt på et andet tidspunkt. Her er der ikke noget der får lov til, at gå til spilde.

Desuden er det vildt sjovt at udfordre sig selv og kreere en god sund middag med alskens lækkerier - af hvad vi nu har.


Det er sund fornuft og det er sundt for økonomien.

______

For et par dage siden gad vi ærlig talt ikke bevæge os ud for at handle ind. Efter et hurtigt kig i køl/frys og skabe stod vi med flg. som kunne blive til en lækker og faktisk også hurtig pastaret og pesto:

- Spaghetti
- Lomo og chorizo i skiver ( frost )
- Friske - men velmodne tomater
- Løg
- Persille
- Hasselnødder
- Pecorino ( frost )
- Tomateddike ( fra Mutti )
- Plus div. basisvarer

Det blev til Spaghetti a la Resti med persillepesto. Enkelt, hurtigt og meget lækkert.

Lomo og chorizo blev skåret i strimler og stegt på panden i et par dråber olie. Bare lige til det har fået lidt farve. Så tilsætter vi et stort løg, ligeledes skåret i tynde strimler og lader dem stege med et par minutter uden de tager farve. Der skrues op for fuld varme og et par gode skvæt tomateddike hældes på. Lad eddiken dampe ind og tilsæt så tomater i både. Jeg knuste tomaterne lidt med bagsiden af træsleven så noget af den dejlige saft blandede sig med resten. - Da teenageren skulle på arbejde undlod jeg, at komme hvidløg i retten. Men lav en god intens hvidløgsolie og dryp over - hvis du ikke vil eller kan undvære smagen af hvidløg.

Kog spaghettien al dente - i velsaltet vand. Sørg for der hænger lidt vand ved når du blander den med kød/løgblandingen.

Smag til med salt, peber, chili og reven pecorino og vend det hele godt sammen på panden eller i dit serveringsfad.




Til pastaen lavede jeg en hurtig gang persillepesto. Igen af ingredienser vi havde. Opbevar på køl og spis indenfor et par dage. Eller smid resten i fryseren til en anden god gang. I øvrigt smager den godt som smørelse i sandwich. 

Et mega bundt kruspersille ( også stilkene ) blendes med en god håndfuld letristede og afskallede hasselnødder, neutral olie og vand. Smages til med æbleeddike, citronsaft, salt og lidt dansk skovhonning. Da pestoen er lavet på slump ( min yndlingsmåde at lave mad på ;-) ) har jeg ikke skrevet størrelsesforhold ned. Men det er ca 2 dele olie og 1 del vand.

Pestoen er ikke så fed som de mere traditionelle udgaver og som jeg ikke bryder mig om. Pestoen har en fantastisk intens smag af persille - som jeg elsker. De letristede nødder gir god fylde, smag og crunch, eddiken det syrlige og honningen det lidt sødlige. Salten gir sig selv.

______

Så er det ellers bare at komme pasta på den store dybe tallerken, en god klat pesto og masser af friskrevet ost. Og husk! Spaghetti spises med ske og gaffel :-)


Buon appetito!


...

13. juni 2011

1 plus 1 er lig med ren alpelykke...














En skive hjemmebagt grovbrød



PLUS

















et fornuftigt lag alpeost.


- Dét er ren lykke :-)


 Nå ja, det er også ren lykke med større bæger og samme smag! Haha...


Elsker du også alpeost ligesom jeg?
 
...

Broccomole

- En god måde at få brugt en rest broccoli på!























Tag en rest dampet broccoli fra dagen før og blend med en god gang øko. skyr - til en fin homogen og let konsistens.

Smag til med friskkværnet salt, peber, chiliflager, et nip sukker, lidt citronsaft og revet parmesan/pecorino.

Lad trække en times tid på køl og smag yderligere til.

Parmesan/pecorino løfter smagen og gir en utrolig dejlig fylde. For mere frisk citrussmag kan lidt revet skal af en øko. citron blandes i.













Broccomole er yderst velegnet som dip eller dressing. Eller som smørelse i en god burger eller sandwich.


God Pinse...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...